MIN SVAGHED VS. MIN STYRKE

Denne side bliver meget personlig, ikke forstået sådan, at ingen kender til det eller har hørt om de her tanker før, men det er ikke noget jeg belemrer alle og enhver med. Here it goes:


"Man er som man er, det kan ikke laves om, man går rundt og ser ud som man gjorde da man kom, du kan drømme og at være en kineser i New York, men man er som man er,og det er godt nok"...


Jeg blev født den 23. januar 1991. Som alle andre forældre var min mor og far over lykkelige, endnu en datter og endnu et velskabt barn.. Det sidste vil nogen måske tage op til overvejelse, for både læger og mine forældre kunne se, at der var noget galt. Ikke hvad, men en et eller var ikke som det normalt er med små børn.. Min mor tjekkede mig i håndfladerne og alle andre steder, om der var nogen tegn på, at var jeg født med downs syndrom eller andet. Men de fandt ingen ting. Jeg fungerede som alle andre børn, spiste og sov... Men undersøgelserne sluttede ikke der, de fortsætte og først da jeg var omkring 9 måneder gammel, fik mine forældre at vide, hvad jeg egentlig "fejlede"... 
Emsen var/er født med dværgvækst - achondroplasi, den mest almindelige form for dværgvækst. Nogen vil nok sidde og tænke "- Dværg? Er der flere former for det?" Og ja, det er der. Jeg kan ikke huske præcis hvor mange.


Det at være dværg har aldrig rigtigt betydet det vilde for mig, og som mindre, vel at mærke i alder - var jeg ikke klar over, at jeg var mindre, eller jo, jeg vidste godt, at jeg ikke var ligesom mine kammerater, men ikke noget der betød noget for mig. Jeg vil tro, at jeg først blev klar over det i en alder af 8-10 år. Jeg har aldrig rigtig mødt modstand fra andre elever/børn, jeg har altid været utrolig vellidt, haft en masse venner og ikke stået i skyggen af min højde. Dette skal mine forældre have kredit for. Jeg er blevet opdraget ligesom mine to ældre søskende, der ikke "fejler" noget, andet end lidt kuk i kasketten - hihi. Derfor har jeg aldrig været vant til, at der var en stor forskelsbehandling imellem os. Jo, jeg måtte kravle op på bordene for at nå ting, jeg blev båret mere og i længere tid af min far og jeg blev nok også kørt en hel del mere fx til fritidsaktiviteter, i skole og andre ting. Jeg har ikke fået holdt hånden over mig, eller blevet beskyttet. Mine forældre har sendt mig ud i livet, som de har sendt mine søstre ud, jeg måtte det samme og gjorde det til fulde. De har helt sikkert nogle gange tænkt, det kan hun sgu ikke, arrrgh går det nu osv. - Men jeg har altid sprunget ud i tingene og prøvet hvad jeg kunne - gjort hvad jeg kunne. Jeg har nok levet efter den lille anekdote - jeg vil og jeg kan, måske jeg ikke kan altid, men jeg kan i det mindste give det et forsøg. Det har også gjort, at jeg er kommet langt i mit liv, og ikke har fået alting foræret. Jeg er selv nået frem til det punkt, hvorpå jeg står idag, self. med hjælp fra min familie og venner op igennem min opvækst. 
Jeg ser ikke min fejl som fejl, eller noget der skal gemmes væk. Jeg har tit fået at vide, at jeg bære den her svaghed, som jeg nogen gange kalder det, med en styrke, som folk ikke forstår, hvor jeg får fra, at jeg brager ind i et rum med en ordenlig bunke selvtillid. Det ligger simpelthen ikke til mig, at jeg bukke nakken og er en stille skrøbelig fugl, der sidder på en visen lille gren. Jeg er en kæmpe påfugl, der gerne og måske også for tit, spreder mine fjer og lever livet. Mange der lærer mig at kende, kommer ofte hen af vejen med en masse spørgsmål. Dog, skal jeg ofte selv indlede til deres spørgsmål, jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan fornemme, at de tror, at de vil støde mig og at det vil gøre mig ked af det. Men det er faktisk stik modsat, der er nærmest ikke noget jeg hellere vil end at fortælle om, hvordan det er og hvad der følger med. 


Jeg indledte denne side med at citere en sang fra Krummerne. Det er ikke ren tilfældighed. Da jeg gik i 5 klasse, tror jeg, stillede jeg op til det lokale børne melodi grand prix med lige netop denne sang. Jeg var godt klar over, at jeg var anderledes og jeg var også godt klar over, at jeg havde noget i mig der skulle ud og for at bevise noget overfor mig selv. Jeg har aldrig haft den smukkeste sangstemme, jeg kan synge, ja ja bevares, men min stemme er meget mørk og derfor kan det være en kende svært at synge lyst og rent. Ikke desto mindre fik jeg sunget min sang og jeg var stolt af mig selv. For jeg har/havde altid lært hjemmefra, at det var godt nok at være som man nu en gang er og at der i det lange løb ikke er noget at gøre ved det. Så allerede fra barns ben, har jeg lært at acceptere min situation og mit handicap. Ja, det hedder sgu handicap, i hvert fald i samfunds reci. 
Jeg forstår det ikke, jeg er nemlig af den overbevisning, at man gør dværgvækst til, hvad det nu en gang er. Ja, jeg kan måske ikke nå det øverste på hylderne og kan heller ikke løbe derudad som mange andre, men derfor er jeg da ikke handicappet? Jeg mener, at man først er handicappet, når man selv vedkender sig det. Jeg ser mig selv om anderledes, men da ikke handicappet. Nu vil nogen der kender mig godt og kender til det faktum, at jeg er bevilliget handicaptillæg i min SU, pege fingre af mig og ikke synes det er fair, når jeg ikke selv ser mig som det. Men sagen er den, at jeg simpelthen ikke kan få et fritidsarbejde, og så er det en kende svært at få alle ting til at nå sammen, i hvert fald rent økonomisk. Jeg kan ikke få et alm. studiejob, som kassemedarbejder, ekspedient eller andet pga. af min højde. Så set fra den vinkel, er jeg handicappet, for jeg kan ikke som alle andre. Derfor er det også endnu mere vigtigt for mig, at jeg kan få den uddannelse jeg vil og derefter kunne smække det i hovedet af folk, så de kan se, at jeg rent faktisk har kvalifikationer og er noget bevendt. Når jeg nu er kommet ind på, hvad folk tænker om én, kan jeg ligeså godt fortælle om, hvordan det er at leve med dværgvækst. 
Til dagligt er det ikke noget jeg tanker over. Eller det er måske løgn, for når jeg for 5. gang på en gåtur gennembyen på 15 min, har vendt mit hoved efter folk, der brækkede nakken, ja så tænker jeg da over det. Men jeg går altid rank videre, kigger på dem, så de måske forstår, at det ikke er specielt pænt eller velopdraget, at de midt på strøget får en menú bestående af: glosuppe m. kigboller og en ordenlig dosis Se(C) vitamin. Er det slemt nok, får de da også en kommentar. For nogle måneder siden, oplevede jeg noget ubehageligt. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle opleve det, men jeg har jo self. heller ikke set alt endnu.


- Jeg står og venter på bussen hjem, nede i busgaden i Århus. Jeg står lidt i min egen verden, har poser i begge hænder og står med længsel og venter.. Jeg anser egentlig ikke, at der på min højre side 3-4 meter væk, står to piger på min egen alder eller endda nogle år ældre. Jeg ser godt, at de peger og snakker, men hvem gør efterhånden ikke det? Jeg er jo åbenbart verdens uopdagede vidunder. Her sker det så, jeg får øje på, at den ene holder sin iPhone i en meget lodret position, noget jeg ikke selv ville gøre, med mindre jeg kun havde et formål, nemlig at bruge kameraet.. Jeg slår tanken væk, og tænker at det ikke kan passe, og slet ikke, at det sker midt i Århus, hvor der er så mange specielle typer og mennesker der er sin egen. Jeg kigger endnu en gang og ser, at de står og peger på tlf. som om, at den ene skal vise den anden noget, men alle med kendskab til iPhonen og andet teknik, vil da aldrig holde den i en vinkel på 90 grader for at gøre dette. Jeg kan ikke dy mig, og råber dem an, og siger:"at jeg synes det er latterligt, at de står og tager billeder og hvorfor? Om jeg virkelig er så speciel, at de lige skal forevige det." Jeg når at tænke en masse tanker og ting jeg kunne sige. - Tumperne bliver jo befebet og kigger på hinanden med det udtryk "hvad gør vi nu??". De svarer mig: "det gør vi da ikke, vi står og kigger på noget", jeg siger tilbage, "jamen det er da en fantastisk vinkel I kigger på noget på".. Jeg ryster på hovedet, og ikke kun del af mig ryster, jeg blev så vred og chokeret, at hele mit indre dirrede. Men... Jeg blev mest af alt nok rigtig ked af det. For hvordan fanden, kan andre mennesker behandle et andet menneske, som var det et dyr i zoologisk have? Hvis I har svaret, må I meget gerne besvare det for mig.


Jeg oplever self. også mange gode ting, mange mennesker er rigtig betænksomme, står jeg i et supermarked og kigger på hylder, er der gerne flere der lige spørger om jeg skal have hjælp, smiler til mig når de ser, at jeg klarer mig selv uden videre problemer. Og så er der de forældre, der har forstået at være flink og ikke bare hive deres barn med, uden at de egentlig får besvaret ungens spørgsmål om, hvorfor hende damen er så lille. Nogen gange går jeg hen og siger tak til forældrene, fordi de formår at besvare spørgsmålet og gør det på en måde, så deres barn forstår det og ikke spørger mere til det. Der er så også, som de før nævnte, forældre der fluks tager barnet med videre og ikke tænker over, at jeg på lang afstand, stadig kan høre lille Bertram spørge højere og højere og sågar nogle gange vriste sig fri, for lige at kunne se hende den lille dame en gang til...
Ofte er jeg overbærende, men der er også de børn, der måske ikke får de mest pædagogiske svar fra mig og som oplever mine sortbrune øjne nedstirre dem. Det værste for mig, er når voksne taber både kæbe og øjne, voksne der dasker vedkommende de går sammen med over armen, for han/hun skal da ikke gå glip af synet.
 Værst af alt, er der dem der føler den trang, at de skal sige noget, og ikke viske, nej nej. De snakker for fuld smadder og gerne højt, de tror åbenbart at hørelsen følger med højden, og må derfor tro, at jeg høre dårligt eller slet ikke anser det. Men det gør jeg, og fyyyyh hvor kan det gøre mig vred. 
Som forleden da jeg var på Train i Århus til et event med Cult. Jeg står og danser grimt med min veninde, da to veninder går forbi os, og i det blondine 1 får øje på mig, nærmest råber hun til blondine 2: "SE EN DVÆRG" - jeg kan ikke dy mig, og råber tilbage, idet de er lige ud for mig "SE EN NORMAL". Jeg grinte og rystede på hovedet. For det er så fuckt up, sorry for my french, at de kan tro, at musikken til eventet kan overdøve deres råben og højrøvethed, og ikke forvente at få noget igen. For det gjorde de ikke, sjældent har jeg set et så forkert ansigt og to mennesker der kom afsted ligeså hurtigt som de havde set mig.. 

Med det vil jeg afslutte med det her billede, som beskriver hele min situation meget godt. For jeg er stolt og jeg er gennemlykkelig og ikke mindst tilfreds med min skæbne og det der er et handicap i manges øjne. Det er min største svaghed og jeg hader når folk får knækket mig på det, men det er samtidig min aller største styrke.