Opdatering

Så er det blevet tid til et nyt indlæg. Humøret er tilbage, hvor det hører til - glad, postiv og med frisk energi. Nogen gange tror jeg, at man trænger til de dage, hvor hele dagen bliver brugt på sofaen, man lever af rugbrødsmadder og går kun distancen - seng, stue/sofa, toilet, køkken og tilbage til sofaen eller sengen. Jeg tror der er flere der kan nikke genkendende til det. Og hvis ikke, jamen så tager jeg den da gerne på mine skuldre. Jeg har nemlig lært mig selv, efter en række samtaler ved skolepsykologen på gymnasiet i 2.g, at det er okay, at man vedkender, at man ikke altid kan som man gerne vil. At man ikke skal sende det signal, at alting er godt, hvis det så forholder sig sådan, at man faktisk er ved at bryde sammen, og bare trænger til, at ingen har forventninger eller andet til en. Grunden til at jeg dengang gik til psykolog, var efter nogle samtaler med min dejlige studievejleder, hvor hun så, at det ikke længere var nok med samtaler ved hende.. Jeg gabte simpelthen over for meget, og vigtigst af alt, så havde jeg fået opbygget en facade igennem flere år, der stod for, at jeg kunne klare alt, at jeg hjælp alle jeg kunne og at jeg tilsiddesatte mig selv, også selvom det var på bekostning af, at jeg endte med at gå ned med flaget og at jeg lå på bunden i nogle måneder, hvor jeg famlede mig frem.. I de måneder havde jeg mange dage som tidligere beskrevet med ikke særlig meget aktivitet.. Jeg gik i skole, ja ja bevares, men min tanker og følelser var et helt andet sted.. Jeg havde nok det man kalder en lille depression, alting blev simpelthen for meget.. Det tog mig nogle måneder og jeg blev migselv igen men med tanken i baghovedet, at det er okay at sige fra og bare fordi, at man godt kan li' at alle har det godt, så er det ikke ens betydende med, at det skal gå ud over dig selv. Jeg ved godt, at jeg ikke skal sidde her og belære jer om livet og hvordan det skal leves. Men derfor kan man jo godt dele ud af egne erfaringer og måske hjælper andre på vej?! Det var egentlig slet ikke meningen, at indlægget skulle handle om selverkendelse og selvmellidenhed, men som det ofte går, når jeg enten skriver eller snakker, så tager det ene det andet og med en enkelt sætning,får jeg tanker på noget helt andet. Jeg må hellere stoppe her og så lavet et andet indlæg om det jeg egentlig ville fortælle :-)