I was here

Jeg er ikke den store Beyoncé fan ikke, at jeg ikke kan høre hendes musik eller synge med på hendes numre, det er bare ikke hende der er min top favorit.. Men denne sang, uff hvor ramte den bare plet.. Den er så smuk, så inderlig og så meget mig. Jeg er ikke typen der græder, eller typen der ofte viser følelser, kun hvis jeg virkelig er nået til et punkt.. Denne her sang kan få mig til at komme til det punkt, den får mine inderste følelser frem og den siger rigtig meget om mig som person. 
Jeg bruger rigtig meget tid i busserne i Århus og rigtig meget tid med mine tanker. For nylig døde min mormors lillesøster, jeg var til begravelsen og som det sidste inden kisten blev båret ud, blev der spillet om lidt bliver her stille. Jeg tudbrølede, tårene løb ned af kinderne og jeg var tom for tanker.. Døden kom et skridt tættere på og det samme gjorde tankerne, da alle følelserne igen have bundfældet sig. 
Hvad sker der efter døden, hvordan mon det føles, at man godt ved, at det snart er forbi, og mærker man noget, når man får en fredelig død, hvor man sover sig ind i den? Jeg har gjort mig mange tanker. Der er kun én ting, alle mennesker ved, og det er desværre, at det kun går en vej, at vi alle på et eller andet tidspunkt skal forlade denne verden, og bevæge os videre. Som vi plejer at sige hjemme ved mine forældre: "man ved aldrig, hvornår ens nummer bliver trukket/ så blevhans/hendes nummer trukket". Jeg ved ikke, hvorfor men den sætning siger bare alt. Vi står alle i livets længste kø og vente kun på, at vores nummer bliver trukket. Det siges jo, at man altid vælger den forkerte kø i supermarkeder og andre steder, og det tror jeg også nogle gør, når de forlader os tidligt, lige pludselig eller på meget uretfærdigvis. De har troet, at de kunne snyde de andre køer og hoppe over i en anden, men de kom ikke langt, og er nu en savnet person.. Nogle vælger den rette kø, om end det er den langsomme eller den, hvor alting går som det skal. Disse mennesker lever livet og de lever hverken for længe eller for lidt. Med det mener jeg, at de ikke når at blive senile, falde fuldstændig hen, men at de får set børn, børnebørn og måske oldebørn vokse op, de får sølv og guldbryllup og alt det et liv behøver. Det er sådan jeg selv ønsker, at jeg skal herfra, at jeg inden i kan mærke, at nu er det nu, nu er jeg klar og nu er det hinsides åben for mig. Måske er min famlie, venner og bekendte ikke klar, men det er jeg. Jeg vil inderligt og det er helt inderst inde ønske og håbe, at den dag det sker, at jeg kommer herfra med fest og farve, folk må gerne græde, men de skal huske, hvordan jeg var som person - folk skal grine, samles og løfte mig afsted.. Jeg ved godt, at det for mange kan virke mærkeligt, at jeg har gjort mig alle de tanker, men jeg har brugt mange timer for mig selv, og lært mig selv at kende, mærket efter... Og med det er jeg kommet frem til alle de ting jeg skriver her.. Lige netop derfor er denne sang så passende og rammende for mig, for: 

I wanna leave my footprints on the sands of time

Know there was something that, and something that I left behind

When I leave this world, I'll leave no regrets

Leave something to remember, so they won't forget

I was here...

I lived, I loved

I was here...

I did, I've done, everything that I wanted

And it was more than I thought it would be

I will leave my mark so everyone will know

I was here...

Jeg gerne vil have den sang bliver spillet, når jeg bliver båret ud af kirken.Og nej, jeg er ikke på tanker om at gøre noget ved mig selv, eller ende det her. Det her er helt "almindelige" tanker i mit univers. Og det er min måde at gøre op med mig selv på, det er faktisk meget personligt og noget kun få mennesker jeg kender ved noget om. 

Men jeg er ikke bange for, at jeg er for ærlig eller at nogle vil bruge det imod mig, jeg står ved de ting jeg gør og ikke mindst de ting jeg mener. Jeg har kun et lille ønske om, at folk lærer at forholde sig til emnet død, selvom det bestemt ikke er nogen rar tanke. Jeg tror bare, at det på sigt vil hjælpe en, at man ikke har et angst forhold til det, men at man tager det som naturens gang. Kære læser, det skal ikke forståes sådan, at jeg hopper let og elegant hen over et dødsfald, overhovedet ikke. Det er sørgeligt og noget man skal have lov til at bearbejde på sin egen måde. Bare husk - I was here and so were you!